Kl. 4.45 stod vi 4 danskere, som de første, i lobbyen og ventede på de gule skolebusser, der skulle køre os ud til fiskedammen, hvor vi skulle hjælpe solen med at stige op vha. en hawaiiansk salme. Lige så stille kom de resterende SGLI-studerende dryssende med søvn i øjenkrogene og morgenhår.
Da vi kom ud til fiskedammen, blev vi mødt af et fantastisk syn - en blændende smuk solopgang var på vej, og kameraerne klikkede løs i et desperat forsøg på at fange det orange skær på himlen.
Solopgang ved fiskedam
Da vi havde sunget solen fri af horisonten blev vores udholdenhed og grænser sat på en hård prøve i form af uvant manuelt arbejde. 24 personer skulle bruges til at hoppe i vandet, med alt tøj på vel at mærke, for at skubbe 4 tømmerflåder fra én bred til en anden. De 3 friske drenge fra Ordrup var selvfølgelig de første til at melde sig. Herefter skulle der skovles koral fra en bunke op i nogle spande, som skulle transporteres ud til en lille mur, der skulle bygges videre på - det som vores gode ven, Karl fra Havnen, valgte at kalde for "godt gammeldags fængselsarbejde". Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.
Det hele blev dog taget med et smil på læben, og humøret blev holdt højt trods det hårde arbejde, der vel godt kan kategoriseres som børnearbejde...
Undertegnede og Karl (fra Havnen) efter en god arbejdsdag.
Efter det hårde arbejde fik SGLI-eleverne sig en god omgang brunch, der ikke manglede noget som helst. Dette blev efterfulgt af en tur på stranden, der indebar en god omgang læsning, en sjat solcreme og en lur på håndklædet i det skoldhede(!!) sand.
3xS: Solcreme, Sodavand og Solhat
Dagen blev sluttet af med manér, da der blev budt på vaskeægte karaoke, hvor både Tobias, Karl fra Havnen og jeg selv fik givet prøve på vores utrolige sangstemmer. Der var rigtig god stemning og alle fik givet et nummer - fra amerikanske Arjun med nummeret "Don't Stop Believing" af Journey til kinesiske Nick med hans version af "As Long As You Love Me" af Backstreet boys.
Karl fik, udover en duet med undertegnede, også levet op til sit rygte om at være den svenske DJ Aviici's dobbelgænger, da han udtrykte sine følelser gennem Aviici's elektroniske musik, som set på understående billede:
Alt i alt har det været en festlig dag, hvor humøret hele dagen har været i top på trods af børnearbejde og rustne kinesiske sangstemmer.
Et billede siger mere end 1000 ord



Ingen kommentarer:
Send en kommentar