torsdag den 25. juli 2013

Idégenerering, APCSS og Børnehavetegninger

Så blev det torsdag - endnu en spændende
og hård (ovenstående billede) dag er passeret. Menneskene her på SGLI bliver under ingen omstændigheder mindre interessante som dagene går. Alle begynder virkelig at åbne op, og de fleste fortæller med stor passion om deres liv, omstændigheder og kultur. Dagen i dag startede ud med, at vi internt i den danske gruppe snakkede om fødevarerelaterede problemer i vores lokalområde. Vi kom frem til den konklusion, at madspild sandsynligvis er det største madrelaterede problem i Ordrup og omegn. Herefter begyndte vi idegenereringsprocessen, og derved begyndte vi at så de frø, der i løbet af det næste år skal vokse til vores projekt.

Alle de forskellige landes grupper arbejdede effektiv og innovativt med hver deres specifikke problemer og løsninger. Det hele blev samlet op, da hele forsamlingen blev splittet op i tre grupper og placeret i store cirkler, hvor hver person fortalte om de tanker og ideer de respektive lande havde fundet frem til.

Efter frokost fortsatte dagen med et besøg på APCSS (Asian-Pacific Center for Security Studies), hvor de kompetente foredragsholdere  Dr. Byrd, Dr. Hauger, Ms. Ear og Ms. Nankivel indviede os i de forskellige aspekter af "madsikkerhed" med fokus på ord som overpopulation, klimaforandringer, transport, handel og landbrugseffektivisering.

Senere blev vi delt i seks grupper der hver skulle diskutere to spørgsmål: "Hvad bliver det største madsikkerhedsproblem som I vil møde i jeres levetid?" og "Hvad er det første skridt I kollektivt kan tage for at forbedre dette problem?" Vi diskuterede problemerne i de samme sæder som normalt besættes af verdens ledere. Afslutningsvis præsenterede grupperne deres resultater i auditoriet.



Efter besøget havde vi et par frie timer om eftermiddagen, der blev spenderet sammen med de fleste andre fra kurset på stranden.

Aftenens aktivitet gik ud på at tegne lederskab sammen med ens værelseskammerater. Denne opgave blev grebet meget forskelligt an, og det sidste der foregik var, at en anden gruppe end den der tegnede tegningen skulle præsentere tegningen, hvilket endte ganske morsomt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar